Det romanske vindue

Det romanske vindue introduceres omkring år 1000. Det kendetegnes ved at være højtsiddende og rundbuet vindueshul med indvendig og udvendig smig udhugget i brede stenmure. Den romanske stil nedstammer fra det romerske imperium, hvis byggeteknikker blev bevaret af den kristne kirke og anvendt i kirkebyggerier.

På tidlige romanske vinduer findes glas indsat som små stykker direkte i stenplader eller træflager. Senere da man i det 11. århundrede fandt på at anvende blysprosser, opnåede man at få store glasflader frem kun delt af de tynde sprosser. De små firkantet stykker glas blev sat på spidsen som en rudeform for at mindske trykket på de bløde sprosser. Betegnelsen rude kommer heraf og bliver i dag anvendt om vinduesglas generelt. Med tiden udviklede man også vinduesrammer af jern med jernstivere, der omgav, fastholdt og afstivede de blysprossede glasplader, og vinduespartierne blev efterhånden større og større.

Blandt de mere særprægede romanske vinduer var de såkaldte ”firpasvinduer”, der var formet som en firkløver.