Bronzealder

1700–500 f. Kr.

De ældste huse fra bronzealderen ligner dem, man byggede i den sidste del af bondestenalderen. Det er øst-vest vendte langhuse med kun én række tagbærende stolper i midten af huset.

Men i den yngre bronzealder sker en markant ændring i konstruktionen, idet man nu bygger husene treskibede. Det vil sige med to rækker tagbærende stolper på langs inde i huset, hvilket betyder, at husene kunne gøres bredere. Midt på langvæggene var der altid placeret to døre lige over for hinanden. Væggene var lerklinede, men kunne være bemalet, så husene har stået i stærke farver.

Nogle af disse huse har som i stenalderens huse haft et lyrehul, en åbning i taget over ildstedet midt i rummet.

Et lyrehul i taget kaldes også for et tagøje eller vindauga (oldnordisk) – vind for tag og auga for øje eller åbning. Og hvis åbningen sidder i gavlen kaldes det et uglehul.

Et lyrehul var oprindeligt helt åbent, men for at skærme mod vind, kulde og nedbør blev hullet dækket med en trælem, der kunne åbnes og lukkes indefra. For at få lys ind blev trælemmen efterhånden udskiftet med en ramme med et udspændte transparent materialer som for eksempel pergament, et fint og lyst dyreskind, der var tørret og poleret eller meget tynde indvoldshinder som urinblæreren eller fosterhinder.