Middelalder

1050–1535

To stilarter har særlig betydning for middelalderen, nemlig den romansk stil og den gotiske stil. Begge stilarter blev primært anvendt til kirkebyggerier.

Romansk
Den romanske stil hentyder til den højtudviklede byggeskik, der nedstammede fra det romerske imperiums storhedstid. Stilen blev overtaget af den kristne kirke og spredtes over Europa sammen med missionen.

Den romanske stil kendetegnes ved rundbuen, som både benyttes for at holde på konstruktionen og samtidig fungerede som dekoration. Men man kan også kende den romanske arkitektur på tykke vægge af sten, små vinduer og tøndehvælv.

Da det tog lang tid at bygge en kirke var overgangen mellem romansk og gotisk arkitektur meget glidende i Danmark lige som i resten af Europa.

Gotisk
Gotikken blev udviklet i Frankrig i midten af 1100-tallet. I Danmark, hvor man anvendte teglsten, blev de gotiske kirker nok højere og lettere end de romanske, men de danske gotiske kirker fik ikke den spinkelhed, som anvendelsen af natursten gav mulighed for i de centraleuropæiske katedraler.

Den gotiske arkitektur har lige som den romanske et helt karakteristisk træk, og det er spidsbuen. Men man kan også kende den gotiske arkitektur på rum, der er højere og slankere end i den romanske arkitektur.

 

Almindelige by og landhuse blev opført i bindingsværk med lerklining og stråtækt tag. I Danmark dukkede de første sidehængte vinduer op i slutningen af 1500-tallet samtidig med det første bindingsværkshus i Danmark. Bindingsværksbyggeriet bliver mere og mere udbredt i løbet af 1600-tallet, hvor konstruktionen bliver højere, og der anvendes ofte lidt større vinduer i reglen med fire rammer adskilt af lodpost og tværpost.