Gotisk middelalder

1240-1535

To stilarter har særlig betydning for middelalderen, nemlig den romanske stil og den gotiske stil.

I den gotiske middelalder voksede bygningerne til svimlende, høje konstruktioner takket være stræbebuer og stræbepiller, som overførte murværkets vægt til jorden. Med introduktionen af stræbepillen blev det i gotikken samtidigt muligt at bygge høje og slanke vinduer af hidtil usete dimensioner. De ses primært i gotikkens katedraler, hvor dagslyset stråler gennem spidsbuede vinduer med farverige glasmosaikker.

Gotikken har siden tjent som inspiration for fx historicismen og den nygotiske stil, hvor arkitekter var optagede af at genskabe det himmelske lys fra gotikkens vinduer.