Cylinderglas

Omkring år 500-600 blev det første cylinderglas formentlig produceret i Europa, selvom der gik flere hundrede år, inden dette blev udbredt. Den tidligste beskrivelse af cylinderglasset er fra omkring 1100 og stammer fra den tyske benediktinermunk Theophilus Presbyter (ca. 1070-1125).

Cylinderglasset blev fremstillet ved, at glaspusteren blæste en boble, hvis ende blev stukket ind i ildstedets flammer til den smeltede, og der gik hul på boblens spidse. Glaspusteren drev kanten ud med en våd pind samtidig med, at glasklumpen blev roteret, så åbningen blev ligeså stor som boblens tværmål. Herefter blev åbningen klemt sammen på midten, og et hæftejern blev sat fast på midtpunktet med lidt smeltet glas. Piben blev knækket af boblens bund og processen blev gentaget i denne ende med opdrivning af en stor åbning. 

Glasset blev rettet ud og formet til en flaskelignende cylinder og blev enten klippet op eller afkølet tilstand skåret op med gloende jern. Til sidst blev glasset blødgjort i ovnen og foldet ud til en glasplade på et vådt bræt i såkaldte tavler, hvorfor det også fik betegnelsen taffelglas på tysk.

Der blev lavet vinduesruder af cylinderglas i den tidlige middelalder, men da processen var meget tidskrævende og glasset dyrt var det typisk kun prestigebyggerier som slotte og kirker, der fik vinduesglas. I middelalderen var produktion af cylinderglas mest fremherskende i Lorraine, Tyskland, Böhmen og Venedig. I Danmark anvendte man dette glas i kirkerne fra omkring 1100-tallet.

Cylinderglasproduktionen bredte sig til en stor del af Europa i løbet af 1100-1200-tallet, og der blev bl.a. produceret cylinderglas i Sussex i England i 1226. Fra 1400-tallet og frem blev cylinderglas produceret ved, at glasmageren svingede piben med glasmassen over en stor grav, hvilket gjorde det muligt at producere langt større dimensioner. Cylinderen, der forekom, blev klippet op og glattet ud på en ovnsten i ildfast ler – en såkaldt chamotteplade – således at glasset blev plant.

Før introduktionen af glasblæsemaskinen i midten af 1800-tallet nåede rudestørrelserne dog sjældent over 60 x 125 cm. Som følge af produktionsmetoden forekom der endvidere bølgende mønstrer i glasset, hvilket kunne forstyrre udsynet.