Kronglas

I 1300-tallet blev der i Frankrig anvendt en ny metode til produktion af glas, der dog sandsynligvis var inspireret af en lignende metode udviklet århundreder forinden.

Glaspustere i Rouen i Normandiet begyndte således omkring 1330 at lave glas ved at blæse en stor ballon af den glohede glasmasse, som blev åbnet i den ene ende. Med et stykke gloende glas blev der sat et hæftejern på blæren ved pibeenden, og ved at opvarme åbningen og samtidigt rotere glasmassen, blev den slynget til en skive. Skiven kunne måle op imod 1,5 meter i diameter.

Når hæftejernet blev slået af efterlod dette et lille rundt krater i midten af skiven. Dette krater blev også kaldt ”gallen”, ”okseøjet” eller ”kronen”. Skiven blev skåret i to halvdele, hvorefter man fjernede den midterste del med kronen (heraf navnet kronglas).

Da glas var kostbart kunne dette stykke dog erhverves for en mindre pris, og det blev anvendt som vinduesglas, de steder, hvor man ikke behøvede frit udsyn. De to halvmåneformede glasplader (heraf også navnet måneglas) blev skåret i mindre rektangulære stykker. Disse små stykker blev på dansk kaldt ”Ruder”, hvilket med tiden blev synonym med alt vinduesglas. 

Da kronglas kun laves i mindre stykker var det dog cylinderglasmetoden, der vandt frem, og blev anvendt helt frem til det 19. århundrede.