03.10.2018

Vinderen af #MyMirrorWindow er fundet

  • Nina Horne

Nina Horne vinder fotokonkurrencen #MyMirrorWindow med sit billede af en vinduesspejling i Nationalbankens facade i København.

Mere end 300 deltog i vores Instagram-konkurrence og delte deres vinduesspejlinger. Billederne er taget rundt omkring i verden og på forskellige tidspunkter af døgnet og af året. Vi modtog spejlinger af uspoleret natur, af mennesker og byliv samt en række billeder, hvor en dramatisk himmel er blevet fanget og indrammet i et vindue.

Fra den 12. oktober til den 9. november præsenterer VILLUM Window Collection og Dansk Arkitektur Center vinderbilledet samt et udvalg af billederne fra konkurrencen i en udstilling på Bryghuspladsen foran BLOX.  Billederne kan også opleves i en lille særudstilling på VILLUM Window Collection fra den 24. oktober 2018 til den 31. januar 2019.

Juryen bestående af Dorthe Bech-Nielsen, arkitekt og museumsleder i VILLUM Window Collection, og Thomas Henriksen, senior projektleder på Dansk Arkitektur Center, har kåret vinderen og udvalgt billederne til de kommende udstillinger.

I bedømmelsen er der lagt vægt på, at vinderbilledet er ”et smukt komponeret billede, der drager øjet og taler til vores æstetiske sans. Billedet er en spejling i Nationalbankens curtain-wall hvori ældre bygninger på den modsatte side af vejen spejles.

Nationalbanken, tegnet af Arne Jacobsen, er en af Danmarks mest ikoniske modernistiske bygninger, så spejlingen skaber en smuk og visuel forbindelse mellem nyt og gammelt.

Spejlingen viser, at glas ikke altid er transparent, men i det rigtige lys, på det rigtige tidspunkt på dagen og fra den rigtige vinkel, kan glas spejle verden udenfor og indramme og fremhæve det, vi normalt ikke lægger mærke til på vores vej.

Nina Horne fortæller selv om sit billede: ”Jeg kan godt lide at der er symmetri i mine billeder, det får jeg med bygningen og træerne, og så skaber det lidt røre med damen i rødt. Billedet er lidt tåget i toppen, og man kan blive lidt bekymret for pengene i Nationalbanken... er de på vej op i den blå luft?”

VILLUM Window Collection og Dansk Arkitektur Center ønsker med konkurrencen at sætte fokus på dagslyset betydning og vinduets mangfoldighed.

 

Se billedet her.