Særudstilling: Window Behaviorology

Vinduer og dagslys har stor betydning for vores adfærd. Det viser udstillingen Window Behaviorology af den japanske arkitekt Yoshiharu Tsukamoto og hans studerende, der i mange år har arbejdet specifikt med vinduer og adfærd. 

Særudstiilingen ”Window Behaviorology” præsenterer det omfattende arbejde en gruppe studerende fra Tsukamoto Laboratory ved Tokyo Institute of Technology har lavet under ledelse af arkitekt og professor Yoshiharu Tsukamoto.

Siden 2007 har Tsukamoto Laboratory undersøgt vinduets rolle i arkitekturen, som et sted, hvor lys, luft og udsyn skaber en særlig atmosfære, der kombineret med vinduets udformning og åbne- og lukkemekanismer bidrager til særlige former for adfærd.

Forskningsarbejdet har ført dem til i alt 34 lande, hvor de gennem tekster, fotografier og tegninger har analyseret flere hundrede vinduer og studeret de sociale, kulturelle og naturlige miljøer, der opstår omkring dem.

Dette arbejde er blevet dokumenteret i bogserien ”Window Scape”, som er fire bogudgivelser med hver sit tema udgivet mellem 2010 og 2022:

  • Window Scape: Window Behaviorology, 2010

  • Window Sacpe 2: Window and Streetscape Genealogy, 2014

  • Window Scape 3: Window Workology, 2017

  • The Nordic Window: Window Behaviorology in Nordic Architecture, 2022

I forbindelse med “The Nordic Window” besøgte de studerende Finland, Sverige og Danmark for at studere, hvordan arkitekter som fx Arne Jacobsen, Jørn Utzon, Gunnar Asplund og Alvar Aalto har arbejdet specifikt med vinduet og arkitekturen i det 20. århundrede, hvor traditionelle byggeskikke blev udfordret af nye industrielle metoder.

”Window Scape” bøgerne kan studeres i VILLUM Window Collections nye særudstilling ”Window Behaviorology”, som også specifikt viser tilblivelsen og arbejdet med den sidste bog “The Nordic Window”, der i 2023 blev oversat til engelsk.

I en særskilt del af udstillingen har professor Tsukamoto og hans studerende nøje udvalgt vinduer fra VILLUM Window Collections samling, som de har studeret på lige fod med de øvrige vinduer fra deres forskning. I alt otte vinduer fra museets samling er udstillet og analyseret af de japanske studerende som har givet dem et nyt lag og en ny fortælling med fokus på adfærd.

Window Scape 1: Window Behaviorology 

En bygnings vinduer giver lys, luft og varme, og her mødes ude og inde. Derfor påvirker og styrer vinduerne ofte vores adfærd, og vinduets rolle ændrer sig alt efter vores aktiviteter, behov og kulturforskelle.

Denne bog er resultatet af et forskningsprojekt af Tokyo Institute of Technology, Yoshiharu Tsukamoto Laboratory med titlen Window Behaviorology (Vinduer og adfærd). Her har studerende rejst rundt i verden og undersøgt hvilke former for adfærd og sociale og kulturelle miljøer der opstår omkring vinduer. De har besøgt mere end 100 vinduer i 28 lande og gennem tegninger, fotografier og tekster analyseret og kategoriseret dem efter forskellige temaer.

Bogen er udgivet på japansk og kinesisk (2011), engelsk (2012) og koreansk (2015).

Window Scape 2: Window and Streetscape Genealogy

Bogen udspringer af forskningsprojektet ”Window and Streetscape Genealogy” (Vinduer og gadebilledets genealogi) udført af studernede fra Yoshiharu Tsukamoto Laboratory, Tokyo Institute of Technology. Bogen bygger desuden videre på forskningen fra ”Window Behaviorology” (Vinduer og adfærd).

I bogen præsenteres et udsnit af deres resultater med fokus på byrum og gadeforløb. De forskellige facader i gadeforløbene og de tilhørende vinduer er analyseret efter fire tematikker: design, genealogi, lovgivning og byggeskik.

Bogen er udgivet på japansk og kinesisk (2014).

Window Scape 3: Window Workology

Bogen beskriver resultater fra forskningsprojektet ”Window Workology”, der undersøger det arbejdede vindue.

Som et led i nutidens fokus på bæredygtighed er der en stigende interesse for tidligere tiders håndværkstraditioner. I mange af de traditionelle håndværk indgår vinduet som en del af arbejdsprocessen. De ”arbejdende vinduer” trækker luft ind for at tørre materialer, lukker damp ud og holder varmen inde – alle afgørende processer for håndværk som fx papir – og keramikfremstilling og tørring af frugt.

“Window Workology” (2014–2015) er udført af Tokyo Institute of Technology Yoshiharu Tsukamoto Laboratory.

Window Scape 4: Window Behaviorology in Nordic Architecture

Forskningen bag ”Window Behaviorology in Nordic Architecture” (Adfærd omkring vinduer i Nordisk arkitektur), undersøger hvordan seks modernistiske arkitekter gennem deres karriere har arbejdet med vinduer, lys, luft og udsyn. Studierne er foretaget i Finland, Sverige og Danmark.

Bogen beskriver hvordan nordens modernistiske arkitekter skabte nye vinduestypologier ved at inkorporere de banebrydende produktionsmetoder, der opstod i det 20. århundrede, ved samtidig at lære fra nordens traditionelle byggeskikke.

“The Nordic Window” er udført af Yoshiharu Tsukamoto Laboratory, Tokyo Institute of Technology, og udgivet på japansk og engelsk (2023).

Tsukamoto Laboratory er en studiekreds tilknyttet Tokyo Institute of Technology under ledelse af arkitekt og professor Yoshiharu Tsukamoto. Sammen med Momoyo Kaijima grundlage han tegnestuen Atelier Bow-Wow i 1992, som har opnået international anerkendelse. 

Window Research Institute er en erhvervsdrivende fond med base i Tokyo dedikeret til forskning og udbredelse af viden om vinduer og arkitektur. Og fremmer denne viden gennem forskningsbevillinger, publikationer, udstillinger og offentlige arrangementer.

Tsukamoto Labororatory er støttet af Window Research Institute. 

Læs mere og følg The Window Research Institute her:

Hjemmeside: https://madoken.jp/en
Twitter: https://twitter.com/madokenjp
Facebook: https://www.facebook.com/madokenjp
Instagram: https://www.instagram.com/madokenjp