Mundblæst cylinderglas til vinduer kan dateres helt tilbage til romerne og det 3. og 4. århundrede, men det blev først udbredt i Europa i 800-1000-tallet, da munke genopdagede og raffinerede processen.
Fremstilling af cylinderglas er en proces, der foregår i flere trin. Først samles smeltet masse af glas på enden af en såkaldt blæsepibe. Glaspusteren bruger piben til at blæse massen op til en ballon, og ballonen blæses større og større og længere og længere. For at få så stort et stykke glas som muligt, slynges den henover en grav, hvorved den formes til en aflang cylinder.
Når cylinderen har fået den rette størrelse, åbnes den, først i den ene ende, så i den anden ende ved at knække blæsepiben af. Cylinderen ridses så med en skarp genstand og åbnes på langs.
Til sidst genopvarmes cylinderen en sidste gang, hvor varmen får cylinderen til at folde sig ud, så den bliver til et stykke helt plant glas, der derefter kan glasset skæres ud til ruder.
De udrettede glasplader blev kaldt tavler, og derfor kaldes cylinderglas også taffelglas. En mundblæst glascylinder kunne blive op til 1,7 meter lang – afhængig af glaspusterens lungekapacitet. Omkring år 1904 begyndte man at fremstille maskinblæst cylinderglas ved hjælp af trykluft. På denne måde kunne man producere glascylindre, der var helt op til 12 meter lange.
