Anvendelse af indfarvet og bemalet glas går langt tilbage. Glasur i stærke farver blev anvendt i Ægypten allerede 2600 f. Kr. I Europa tog anvendelsen af indfarvede glas til med udbredelsen af kristendommen og det tilhørende kirkebyggeri omkring år 800-1000.
Ved at anvende vinduesglas i stærke farver fik man en dramatisk nærmest guddommelig effekt, når dagslyset trængte ind i de ellers mørke kirkerum. På samme vis anvendte man bemalet og indfarvet glas til at dekorere kirkerne og lave mosaikker med fortællinger fra biblen.
Farverne i vinduesglasset fremkom ved, at man tilsatte en række metalforbindelser til glasmassen under fremstillingen. Den naturlige forekomst af jernoxid gør, at selv klart glas har et naturligt svagt grønt skær. Koncentrationen af jernoxid har dermed afgørende betydning for det grønne skærs styrke. Efter kroms fremkomst i midten af 1700-tallet blev dette senere anvendt til at farve glasset grønt.
Blåt glas kunne fremstilles ved et stort indhold af soda eller ved at tilsætte kobolt, som ved en koncentration på mellem 0,025 til 0,1 % giver en dyb blå farve, som man bl.a. finder fint repræsenteret i Sainte-Chapelle i Frankrig, der blev opført i midten af 1200-tallet. Effekten kan forstærkes ved at tilsætte svovl, mens en koncentration på 2-3 % kobberoxid giver en turkis nuance. Tilsætter man nikkel i forskellige koncentrationer kan man få glasset blåviolet eller helt sort. Den røde farve kan bl.a. opnås ved at tilsætte kobber eller små mængder guldstøv, mens sølvnitrat kan give gule nuancer.
Især i middelalderen blev det almindeligt, at man bemalede glasset med fine mønstrer og detaljerede figurer. Man anvendte hertil specielle glasmalinger, der eksempelvis indeholdt bly, kobber og senere i det 13. århundrede også sølvnitrat, som man blandede i forskellige forhold for at skabe de nødvendige nuancer, og som man hærdede ved opvarmning af det bemalede glas.
