Glasblæseteknikken blev formentlig anvendt første gang i Mellemøsten i århundredet inden vor tidsregning. Ved hjælp af et hult jernrør med et mundstykke – der kaldes en pibe – blæste man luft ned i glasmassen, som herefter blev bearbejdet på forskellig vis. Teknikken spredte sig til Ægypten og senere til Romerriget, hvor det blev almindeligt at producere mundblæste glasgenstande.