VELUX ovenlysvinduet blev udviklet af den danske civilingeniør Villum Kann Rasmussen i 1942. Ovenlysvinduet var tophængt og lavet af træ med en udvendig beklædning af zink. Det havde dugrender, var tæt og kunne tåle placeringen i det skrå tag. I 1945 udviklede Villum Kann Rasmussen et pivothængsel, der gjorde det muligt at vippe vinduets ramme om sin egen akse, uden at den udvendige beklædning blev ødelagt. Dermed kunne vinduet pudses på begge sider indefra.
Ovenlysvinduet er løbende blevet videreudviklet, og er i dag et højteknologisk vindue med bl.a. automatisk solcelledrevet solafskærmning og opluk, som regulerer rumtemperaturen efter behov og sørger for naturlig ventilation.