To malerier fra VILLUM Window Collection udstilles på Fåborg Museum som en del af udstillingen "Plantefeber. Verden i vindueskarmen" fra 1. februar.
Plantefeberen fortsætter på Faaborg Museum, der overtager udstillingen "Plantefeber. Verden i vindueskarmen fra Ordrupgaard og Den Hirschsprungske Samling. Udstillingen omfatter bl.a. malerier af L.A. Ring og Julius Exner fra VILLUM Window Collections kunstsamling.
Udstillingens hovedfokus er stueplanten. I dag er stueplanten en helt integreret del af vores boligindretning i Danmark, og noget, der findes i næsten alle hjem. Men i 1800-tallet var stueplanten et nyt element, som blandt andet knyttede sig til den øgede verdenshandel, der gav mulighed for at indføre eksotiske og fremmede planter, der kunne trives indendørs og året rundt.
Udstillingen åbner den 1. februar og tager udgangspunkt i en del af de samme temaer, som blev belyst på Ordrupgaard og Den Hirschsprungske Samling, men i en ny opsætning.
Der vises værker af kunstnere som Anna Ancher, Martinus Rørbye, Lauritz Tuxen, Catherine Svendsen-Engel, Marie Henriques og L.A. Ring i samspil med en række af Faaborg Museums egne værker af blandt andet Anna Syberg, Alhed Larsen og Fritz Syberg.
De to udlånte malerier
En pige med sit hækletøj, ved et aabentstaaende vindue viser en ung kvinde fra Fanø optaget af sit hæklearbejde. I vindueskarmen står to sunde planter og vidner om den omsorg, hun har givet dem. Exners billede fremhæver arbejdsomhed og nøjsomhed som centrale værdier hos landets almue. Perlargonier stammer fra Sydafrika, men præsenteres her som karakteristiske elementer i et dansk almuehjem. Det viser, hvordan nationale forestillinger og globale forbindelser smeltede sammen i hjemmets univers.
På L.A. Rings billede Interiør står stueplanterne i vindueskarmen tæt. De grønne vækster indenfor står i kontrast til det grå vejr udenfor. I samtiden omtalte man også stueplanterne som en "vinterflora", der skabte liv i en ellers mørk og kold årstid. Selvom pelargonier og aloe vera var udbredte planter blandt almuen, er det ikke sikkert, at maleriet er en nøjagtig gengivelse af et specifikt hjem. Ring iscenesatte ofte sine motiver, og det er sandsynligt, at han her har samlet træk fra den landbokultur han kendte indefra.
Om ”Plantefeber. Verden i vindueskarmen” på Fåborg Museum
Udstillingen ”Plantefeber. Verden i vindueskarmen” fortæller historien om, hvordan stueplanter i 1800-tallet indtog i de danske hjem. Den omfatter, ud over de udlånte billeder fra VILLUM Window Collections kunstsamling, bl.a. værker af Anna Ancher, Martinus Rørbye og Lauritz Tuxen.
Udstillingen kan ses fra den 1. februar 2026 til den 6. september 2026 på Faaborg Museum, Grønnegade 75, 5600 Faaborg.
Vil du have flere nyheder fra VILLUM Window Collection? Tilmeld dig vores nyhedsbrev der udkommer ca. en gang om måneden. Her kan du følge med i arrangementer på museet, omvisninger, særudstillinger, nye vinduer i samlingen samt andet godt fra vinduernes verden.
