02.03.2026

Faglige studiebesøg

  • Studiebesoeg 01
  • Studiebesoeg 02
  • Studiebesoeg 03

Tag dine studerende med til VILLUM Window Collection – et fagligt læringsrum for både håndværk og arkitektur.

Hvordan er et vindue egentlig bygget op? Hvordan har vinduesteknologi ændret sig gennem århundreder? Og hvordan spiller design, materialer, konstruktion og lys sammen i en bygning?

Hos VILLUM Window Collection får studerende – både fra erhvervsuddannelser og videregående uddannelser – mulighed for at undersøge vinduet som både arkitektonisk element og håndværksprodukt. Museet tilbyder et unikt læringsmiljø, hvor teori, teknik, design og praksis mødes.

Et praksisnært rum for håndværksfagene

Mange af vores besøgende er bygningssnedker‑studerende, der bruger museet som afsæt for at studere:

  • ældre og nyere konstruktioner, samlinger og beslag
  • materialevalg i historiske og moderne vinduer
  • håndværkets detaljer, fx karmprofiler, kitfals, sprosser og koblede rammer
  • forskelle mellem traditionelle teknikker og moderne industriproduktion
  • glasproduktion og glasfremstilling

Den permanente udstilling giver de studerende adgang til en omfattende fysiske samlinger af historiske vinduer – fra jernalderens glughuller til 1700-tallets håndlavede vinduer og nutidens klimavenlige løsninger. Her kan studerende opleve konstruktionerne helt tæt på og få et sjældent indblik i det håndværk, som ofte er skjult i færdige bygninger.

Et 1:1 læringsmiljø for arkitektur-, lys- og designstuderende

Museet bruges også flittigt af studerende fra:

  • arkitekt- og konstruktøruddannelserne
  • lysdesignuddannelser
  • designuddannelser
  • snedker- og glarmesterelever

De arbejder bl.a. med: opmåling, analyser af proportioner, typologier og funktion, vinduets rolle i rumlig oplevelse og facadeudtryk.

Museets opbygning – herunder tidstunnellen og magasinvæggen – gør det let at undersøge lys, luft, udsyn, design og materialer i sammenhæng. Herudover rummer museet et veletableret bibliotek med både nye og historiske bøger om vinduer i forhold til håndværk, teknik, klima, kunst og arkitektur.

Faglige omvisninger – tilpasset hvert fagområde

Vi tilbyder gratis omvisninger, som vi tilpasser til holdets faglighed.

For bygningssnedkere kan vi gå i dybden med:

  • træ i vinduer, samlinger og beslag
  • udviklingen fra håndværk til industri
  • forskelle mellem historiske og moderne rammeopbygninger

For arkitekt‑ og designstuderende kan vi fokusere på:

  • vinduet som bygningselementelement
  • lys, rytme og facade
  • opmåling
  • arkitekturhistorie og typologi
  • adfærdsstudier og kulturelle perspektiver

Som underviser kan du dermed bruge museet som en praktisk og visuel forlængelse af undervisningen, uanset om det er inden for design, arkitektur eller håndværk.

Mødefaciliteter til undervisningsdage og workshops

Museet har også et auditorium og møderum, så et besøg kan kombineres med:

  • gruppearbejde
  • faglige oplæg
  • øvelser
  • opmålinger i udstillingen

Det giver optimale rammer for studerende, der skal arbejde undersøgende, diskutere faglige problemstillinger eller afprøve teorier i praksis.

Book et besøg

Vi inviterer gerne endnu flere undervisere – både fra erhvervsuddannelserne og de videregående – til at gøre museet til en aktiv del af undervisningen.

Kontakt Alberte Marie Brinckmann på amb@vkr-holding.com for at høre mere eller booke et studiebesøg.