Tidslinje
En seks meter lang tidslinje formidler vinduets og vinduesglassets historie og udvikling fra det første lyrehul til nutidens intelligente klimavinduer. Hver stilperiode på tidslinjen har fået en farve, og disse farver er gennemgående i udstillingen, så de besøgende hurtigt kan tidsbestemme de udstillede vinduer.
Tidstunnel
I udstillingens tidstunnel ledes de besøgende gennem vinduets historie i forskellige rum, der iscenesætter lysets indstrømning gennem forskellige historiske vinduer – fra det første vindue, jernalderens lyrehul, til nutidens store energivinduer. Tidstunnelen giver de besøgende en tredimensionel og sanselig oplevelse af vinduets betydning for menneskets adgang til lys, luft og udsyn.
Magasinvæg
I magasinvæggen kan de besøgende gå på opdagelse i mere end 60 forskellige vinduer fra forskellige tidsaldre, baseret på en kronologisk og stilmæssig opdeling af vinduessamlingen. Magasinvæggen er farvet i den historiske tidslinjes farver og vinduerne er placeret i magasinet efter den historiske tidsperiode, de tilhører.
Temafortællinger
Udstillingen rummer også fem temafortællinger om vinduet, der tilsammen fortæller hele historien om vinduet. De fem temafortællinger kommer rundt om: teknik og elementer - vinduet i arkitekturen - vinduets mekanismer - vinduets materialer og vinduets personligheder.