De tidligste fund af rester af vinduer med glas stammer fra de romerske byer Pompeji og Herculaneum ved Napolibugten, som blev begravet under Vesuvs udbrud i år 79 e.Kr. Under udgravningerne er der i begge byer fundet rester af forskellige profiler til ovenlys- og facadevinduer af træ, jern og bronze samt hængsler og åbningsbeslag.
Romerne udviklede de første teknikker til at fremstille vinduesglas, nemlig støbt glas og cylinderglas. Støbt glas var tykt, grønligt og ikke helt transparent, fordi det blev støbt på et støbebord. Vinduerne kunne også have ruder af lapis specularis, som er et transluscent bjergmineral.
Efter Romerrigets fald gik viden om glasproduktion tabt, og først i middelalderen genopfandt katolske munke traditionen med at fremstille glas til vinduer.
