Vikingernes huse var indrettet omkring et aflangt ildsted og havde som jernalderens huse et lyrehul i taget, hvor røgen fra bålet kunne trække ud og lyset trænge ind. Lyrehullet kaldes på oldnordisk et ’vindauga', idet ’vind’ betyder tag og ’auga’ betyder øje. Da de danske konger Svend Tveskæg og Knud den Store fra omkring 990 og frem til 1016 erobrede England, blev ’vindauga’ efterhånden en del af engelsk sprogbrug og blev til ’window’ og på dansk ’vindue’, som vi forsat bruger den dag i dag.
I løbet af vikingetiden ’vandrede’ lyrehullet fra tagryggen ned på selve tagfladen, formodentlig for at give mere dagslys i rummene.
