Valset cylinderglas

I 1834 udviklede englænderen Robert Lucas Chance (1782-1865) i Birmingham industrielt valset cylinderglas sammen med franskmanden Georges Bontemp. Glasset blev for alvor sat i produktion i 1837. Metoden blev anset som banebrydende i forbindelse med glas til facader og glastage, og virksomheden Chance Brothers & Company fik i 1851 til opgave at leverer glas til Crystal Palace i London, der blev opført til verdensudstillingen samme år. En entreprise som også Saint-Gobain leverede glas til.

Denne bygning var tegnet af arkitekten Joseph Paxton (1802-1865) og var 560 meter lang og 33 meter høj med helt enestående glaskonstruktioner i facader og tag. Crystal Palace blev senere flyttet fra Hyde Park til Upper Norwood, som herefter fik betegnelsen Crystal Palace. Selve bygningen gik til ved en brand i 1936. 

Takket være sit valsede cylinderglas fik Chance Brothers Company entrepriser til en række af Londons mest anerkendte bygninger såsom House of Parlament (1840-60) samt til tårnet i Westminster Palace med sin store klokke, der er kendt under navnet Big Ben. Virksomheden blev Storbritanniens mest anerkendte inden for fremstilling af facadeglas, og man indtog en førende position i den engelske produktion af denne type glas frem til begyndelsen af det 20. århundrede. I 1945 blev virksomheden overtaget af konkurrenten Pilkington Brothers (Pilkington Glass Company).