Spejlglas

Metode til at valse støbt spejlglas udvikles i midten af 1600-tallet af den franske glasmager Louis de Nehou.

Teknikken, der løbende blev forædlet, gik ud på, at man hældte den smeltede glasmasse ud på store støbeborde, der var dækket med sand. Bordene var forsynet med en ramme, der i højden svarede til glastykkelsen, og massen blev herefter bearbejdet med store valser, som sikrede en helt ensartet tykkelse. Herefter blev glasset slebet med sand og poleret med filtskiver på begge sider, så det blev helt plant. 

Indførelsen af den valse- og poleringsteknikken var meget kostbar og krævede store investeringer, men den førte til, at den kongelige franske glashytte i årene fra 1678-1684 kunne levere spejlglas til Versailles slottets ”Spejlsal”, der blev et forbillede for arkitekturen og anvendelse af store vinduespartier og spejle inden for den klassicistiske barokstil.

I 1688 fik Louis de Nehou kongeligt patent på produktion af spejlglas i Frankrig på størrelser af mindst 60 x 40 tommer (ca. 1,5 meter x 1 meter), og valseteknikken blev forbedret. Det lagde grunden til en betydelig produktion af støbt spejlglas i store dimensioner. I 1693 samledes de franske glashytter i Saint-Gobain, hvor Louis de Nehou blev direktør.

Saint-Gobain blev specialist i støbt spejlglas, og den engelske handelsrejsende Martin Lister kunne i 1699 berette, at han her havde set produktion af spejlglas, der målte 88 x 48 tommer med en tykkelse på kun ½ tomme – dvs. 2,23 x 1,2 meter i størrelsen og 1,27 cm i tykkelsen. Ifølge ham ville det være umuligt at fremstille spejlglas i de dimensioner efter cylinderglasmetoden. Valset støbeglas var banebrydende, og teknikken blev i forbedret form anvendt frem til 1920’erne.