Rokoko

1730–1760

Rokokoen opstod i Frankrig i begyndelsen af 1700-tallet. I Danmark var rokokostilen udbredt fra ca. 1730 til 1760 og i resten af Europa fra ca. 1720-1789. Rokokostilen var lys, elegant, graciøs og forfinet og stilen var tydeligt orientalsk influeret. Rokokoen byggede videre på barokkens dekorative stil med søjler og ornamenter, men samtidig var rokokostilens næsten overdrevne lethed og elegance en modreaktion på barokkens mørke og svulstige arkitektur. Rokokoen er mest kendt fra møbler, men den fantasifulde stil satte også sit præg på mange almindelige byhuse, især på døre, vinduer og trapper.

Rokokoens vinduer
Rokokoens vinduer er i modsætning til barokkens asymmetriske på flere områder. Tværposten er flyttet højere op, så de øverste rammer bliver fire-rudede og de nederste rammer seks-rudede. De udvendige beslag, der er smedet over akantusblad-motiver, er ligeledes asymmetriske. Beslagene er sømmet på vinduerne med håndsmedede søm. Vinduesrammerne har en profileret fals eller kant, der ligger uden på rammerne, så disse stikker en centimeter frem foran karmene, og gør vinduet tættere.