Vinduer og dagslys har stor betydning for vores adfærd. Siden 2007 har professor Yoshiharu Tsukamoto og hans arkitektstuderende ved Tsukamoto Laboratory undersøgt vinduets rolle i arkitekturen, som et sted, hvor lys, luft og udsyn skaber en særlig atmosfære, der kombineret med vinduets udformning og åbne- og lukkemekanismer bidrager til særlige former for adfærd.
Forskningsarbejdet har ført dem til i alt 34 lande, hvor de gennem tekster, fotografier og tegninger har analyseret flere hundrede vinduer og studeret de sociale, kulturelle og naturlige miljøer, der opstår omkring dem.
Dette arbejde er blevet dokumenteret i bogserien Window Scape, som er fire bogudgivelser med hver sit tema udgivet mellem 2010 og 2022:
- Window Scape: Window Behaviorology, 2010
- Window Sacpe 2: Window and Streetscape Genealogy, 2014
- Window Scape 3: Window Workology, 2017
- The Nordic Window: Window Behaviorology in Nordic Architecture, 2023
I forbindelse med The Nordic Window besøgte de studerende Finland, Sverige og Danmark for at studere, hvordan arkitekter som fx Arne Jacobsen, Jørn Utzon, Gunnar Asplund og Alvar Aalto har arbejdet specifikt med vinduet og arkitekturen i det 20. århundrede, hvor traditionelle byggeskikke blev udfordret af nye industrielle metoder.
Window Scape bøgerne kan studeres i VILLUM Window Collections nye særudstilling Window Behaviorology, som også specifikt viser tilblivelsen og arbejdet med den sidste bog The Nordic Window, der i 2023 blev oversat til engelsk.
I en særskilt del af udstillingen har professor Tsukamoto og hans studerende nøje udvalgt vinduer fra VILLUM Window Collections samling, som de har studeret på lige fod med de øvrige vinduer fra deres forskning. I alt ni vinduer fra museets samling er udstillet og analyseret af de japanske studerende og indgår i hver sin temafortælling sammen med eksempler fra bøgerne. Dette har givet vinduerne et nyt lag og en ny fortælling med fokus på adfærd.
Window Behaviorology vises frem til februar 2025.