Jernalder

500 f.Kr.–800

I århundrederne før Kristi fødsel flyttede man sammen i landsbyfællesskaber, så de treskibede langhuse lå nu tæt sammen. Landsbyerne kunne være omgivet af et hegn. Enkelte huse var større og kunne have ekstra hegn. Det tyder på, at der var ved at opstå et klassedelt samfund med en overklasse af storbønder.

I Danmark er der i hele landet fundet i tusindvis af jernalderens huse. De svarer meget til bronzealderens treskibede langhuse med lerklinede vægge. Efter Kristi fødsel bliver husene større, og der bygges nu økonomibygninger, som staklader, forrådshuse og arbejdsbygninger. Nogle huse har dog været meget lange, idet man valgte at samle beboelse, stald og hø-lade i én bygning. I Nordvestjylland, hvor der var mangel på træ, har man ofte erstattet de lerklinede vægge med metertykke vægge i græstørv.

Jernalderens huse har haft et lyrehul, en åbning i taget over ildstedet midt i rummet. Et lyrehul kaldes også for et tagøje eller vindauga (oldnordisk) – vind for tag og auga for øje eller åbning. Hvis åbningen sad i gavlen kaldes det et uglehul.

Et lyrehul var oprindeligt helt åbent, men for at skærme mod vind, kulde og nedbør blev hullet dækket med en trælem, der kunne åbnes og lukkes indefra. For at få lys ind blev trælemmen efterhånden udskiftet med en ramme med et udspændte transparent materialer som for eksempel pergament, et fint og lyst dyreskind, der var tørret og poleret eller meget tynde indvoldshinder som urinblæreren eller fosterhinder.