Vikingetid

800–1050

De fleste vikinger boede på en gård ofte afgrænset af et hegn. Gården var bygget op omkring et beboelseshus, langhuset, som udgjorde hovedhuset. Gården kunne også bestå af en række andre bygninger og aktivitetsområder som udhuse, lader, stalde og værksteder. 

Vikingernes huse blev bygget af træ. Langhuset havde buede vægge, der gav dem en grundplan som et skib. Væggene kunne være lerklinede eller bestå af træplanker sat lodret i jorden, der sammen med to rækker af indvendige stolper bar taget. Udvendigt kunne huset være støttet af skrå stolper. Tagene var skrå og varierede fra stråtage til tage lavet af træ og undertiden af træspån.

I midten af huset var et aflangt ildsted – langilden. Her blev maden lavet. Langs væggene var der brikse, som vikingerne kunne sidde eller sove på. I den ene ende af huset stod dyrene opstaldet, hvis gården ikke havde separate stalde.

Vikingetidens vinduer
Vikingetidens huse havde ikke skorstene men havde i stedet et lyrehul, som er en åbning i taget eller et uglehul, som er en åbning i gavlen, hvor røgen fra bålet slap ud. Dette røghul i taget, der også kastede dagslys ind i huset, blev kaldt for tagøjet – og vindauga på oldnordisk, idet ’vinden’ betyder tagrummet og ’auga’ betyder øje. I løbet af vikingetiden ’gled’ tagøjet, i form af en træramme beklædt med transparent tarmskind, ned på selve tagfladen, formodentlig for at give mere dagslys i rummene. I 800-tallet finder vi de første glughuller i de lodrette facader, i et udgravet hus fra Hedeby fra 870. Dette har formentlig også været beklædt med tarmskind.

Da de danske konger og stormænd erobrede store dele af England i Vikingetiden, satte de samtidigt deres præg på byggeskikken. Derfor gled det danske ord ’vindauge’ over i det engelske sprog som ’window’, og på dansk, som de nu lodrette ’vinduer’, vi kender frem til i dag.  

I vikingetiden bygges, de første stavkirker af træ, der formentlig har haft vinduer med indfarvet og bemalet glas, hvorved rudeglasset og blysprossen introduceres.