Den 8. september 2016 blev der i VILLUM Window Collection afholdt et seminar om vinduets betydning for arkitekturen med oplæg af Arne Høi og Signe Kongebro.
Med udgangspunkt i fire historiske nedslag fortæller Arne Høi om bygninger, hvor vinduet har haft en helt særlig indflydelse på arkitekturen. Bygningseksemplerne tager os tilbage til barokkens iscenesatte lys og taktfaste vinduer og frem til funktionalismens altankarnaphuse. Signe Kongebro fortæller om de problemstillinger, som arkitekter i dag står overfor, når der i en designproces skal tages stilling til vinduer og lysforhold. Emner som bæredygtighed og visioner for fremtidens vinduer debatteres med eksempler fra Henning Larsen Architects’ portfolio.
Arne Høi er arkitekt og institutleder på Arkitektskolens Institut for Bygningskunst og Kultur. Som tidligere kontorchef hos Kulturstyrelsen og leder i Center for Bygningsbevaring i Raadvad har han i mange år arbejdet med bygningsfredning, verdensarv og arkitekturhistorie.
Signe Kongebro er ligeledes arkitekt, og hun er partner hos Henning Larsen Architects. Her udfylder hun også rollen som leder af tegnestuens afdeling for bæredygtighed. Senest er Signe Kongebro blevet udnævnt som gæsteprofessor ved Arkitektskolen på Sheffield Universitet i England.
Seminaret er arrangeret af VILLUM Window Collection i samarbejde med Dansk Arkitektur Center, og det er nummer to af i alt tre seminarer, som sætter fokus på vinduet i forhold til kunst, arkitektur, konstruktion og klima. Seminarerne afholdes i anledning af VKR Gruppens 75 års jubilæum.
Læs om de andre seminarer:
Vinduets rolle i kunsten den 16. juni 2016
Vinduet som bygningselement den 6. oktober 2016